VM i Greenville
VM i Greenville
mandag den 8. september 2014
Endelig var dagen for årets højdepunkt kommet. Hundredevis af timer, tusindvis af kroner og blod, sved og tårer gennem sæsonen havde ført mig frem til startstregen ved VM 2014 i paracykling i Greenville, South Carolina, USA.
Enkeltstart
Opvarmningen forløb perfekt. Normalt føles det “hårdt” at køre intervallerne under opvarmningen. Men denne gang føltes det let - måske var det de foregående ugers højdetræning, der havde givet de sidste få procent, der gør så stor forskel når man yder over sin syregrænse.
Der var godt styr på nerverne. Den sidste halvanden times tid før starten er der ikke så meget at tænke over. Tidsplanen for hvornår opvarmningen slutter, der skiftes tøj, væske og kulhydrater indtages, team-teltet forlades mv. er uændret fra gang til gang.
Spændingen steg i de sidste minutter, hvor jeg ventede i køen lige før startrampen. Adrenalinen begyndte at pumpe, og straks efter jeg blev sendt ned ad rampen blev der givet fuld gas. Det var ellers planen at holde lidt igen på de første km, men først efter nogle hundrede meter fik jeg lidt mere ro på, og kom ned omkring de watt, det var planen at køre.
Det var et meget fokuseret løb. Især når jeg kører enkeltstart og kommer ind i en stabil rytme har jeg en tendens til at lade forstyrrende tanker tage noget af opmærksomheden. Det var ikke tilfældet denne gang. Den teknisk vanskelige rute krævede fuld opmærksomhed. Og fik det. Måske fordi jeg mentalt er blevet lidt bedre siden sidst. Måske fordi den stabile rytme aldrig rigtig kom da ruten hele tiden havde sving, nedkørsler eller stigninger, så man hele tiden skulle holde øje med gear, watt, placering på vejen osv.
Tømt for energi til sidst
De sidste 2 km var der udsolgt. Kroppen føltes tom. Jeg havde nok lagt lidt for hårdt ud, men på den anden side: Man har givet for lidt, hvis man har det godt de sidste km af en enkeltstart. Jeg kom i mål i tiden 0:27:20 for de 16,6 km. 36,44 km/t i gennemsnit. 3 sekunder fra en pointgivende 10. plads, 14 sekunder fra 8. pladsen, (som var målsætningen), 1.27 fra podiet og 2.04 efter vinderen Rafal Wilk fra Polen, der vandt med en gns. fart på over 39 km/t. Ikke tilfredsstillende, men på den positive side var der ved VM sidste år næsten 2 minutter til podiet og 3 minutter til 1. pladsen. Så afstanden snævres ind hver sæson.
Normalt klarer jeg mig lidt bedre i roadrace, så forventningerne var høje mandag morgen på Labor Day, hvor starten gik kl. 10.00. 6 omgange á 10,2 km i ca. 30 graders fugtig varme. 19 ryttere i startfeltet blev sendt afsted på de første næsten flade par hundrede meter inden det gik nedad mod første kritiske punkt: Nedkørsel mod en rundkørsel, hvor vi skulle ud ad første vej. Hastigheden nåede 58 km/t inden vi skar svinget og fortsatte op ad den efterfølgende bakke. Stadig hele feltet samlet, men på de efterfølgende bakker, og især på rutens længste, en knap 1 km jævn stigning, blev feltet spredt.
Måtte slippe frontgruppen kort før toppen
Jeg formåede at komme med i den ca. 10 mand store gruppe, der samlede sig kort efter på nedkørslen, og hang godt med indtil omgangen efter, hvor der igen var udskilning på bakken. Jeg var ellers kommet perfekt ind på bakken i 2.-3. position, men kort før toppen kunne jeg ikke længere følge de 8 forreste, og da de holdt højt tempo på den efterfølgende nedkørsel, kunne jeg ikke lukke hullet alene.
En km senere så jeg østrigeren Früwirth (broncevinderen fra enkeltstarten) i spejlet, og besluttede at lade ham komme op med det samme. Han var indstillet på at samarbejde, og de næste 6-7 km skiftedes vi til at føre, inden jeg også måtte lade ham køre væk på toppen af en af bakkerne. Det meste af næste omgang kørte jeg alene inden en gruppe på 5 ryttere hentede mig. Sammen med gruppen lykkedes det at hente både en polak, der var faldet af den forreste 8-mands gruppe og østrigeren. Jeg følge mig godt kørende i gruppen, og var toneangivende på bakkerne. Da vi nåede den lange bakke på sidste omgang satte jeg højt tempo sammen med Früwirth, og vi kunne hurtigt skabe stor afstand til de øvrige i gruppen.
Sort uheld
Vi var nu “heads up” om 8. pladsen - hvis vi kunne undgå uheld var det sikkert at vi ville være kommet frem til opløbet med forfølgergruppen langt bag os. Men mindre end 2 km før mål lå jeg bagerst gennem en højre-kurve. Früwirth skar kurven skarpt, så jeg valgte at skære den lidt blødere for at kunne holde en højere fart gennem svinget. Vi kørte 39 km/t da vi nåede svinget. Netop som han skar kurven fik han et problem med sit ene baghjul, som gjorde at han mistede kontrollen over cyklen. Jeg så ham krænge cyklen op på to hjul og var tæt på at vælte over i min bane. For at undgå at styrte måtte han ændre retning og fortsatte ind foran mig. Der var ikke plads til at styre udenom, så jeg måtte hurtigt bremse ned Da forhjulet blokerede skred det et par meter over asfalten inden dækket eksploderede, og jeg fortsatte direkte ind i en 15 cm høj kantsten. Der lød et brag og fælgen på forhjulet var flækket.
Kort efter kunne Früwirth fortsætte, så det var super frustrerende at sidde alene i vejkanten og se de efterfølgende ryttere passere. At se chancen for at kæmpe om 8. pladsen og pointene fordufte. Men det er gamet - man accepterer risikoen for skader på krop og materiel når man stiller til start. I dette tilfælde var det tilfældighedernes spil og tekniske problemer, der forårsagede uheldet, så der er selvfølgelig ingen hard feelings overfor Früwirth herfra.
Målene blev ikke opfyldt, men tilfreds med sæsonen trods alt
Målet for dette års VM var 2 stk. 8. pladser. Det ville formentlig have givet point nok til verdensranglisten til at have sikret en PL-plads til Danmark allerede i år, og med udsigt til at sikre en mere næste år. Der var få sekunder til målet i enkeltstarten, og i linjeløbet var det indenfor rækkevidde. Men sådan skulle det som bekendt ikke gå.
På papiret kommer jeg tomhændet hjem. Men der var trods alt fremgang at spore i forhold til VM sidste år. Sidste år manglede et par af favoritterne i feltet pga. skader og sygdom, men i år var de der alle sammen. Og alligevel lå jeg til at placere mig sikkert mellem de 9 bedste i verden. Afstanden til de bedste er snævret ind, så trods alt er jeg tilfreds med årets resultater.
TAK
Men resultaterne er ikke kun min fortjeneste alene. Uden support fra mange sider ville det ikke have været muligt. G2, Sunrise Medical og Wellspect HealthCare har siden 2011 været med i det langsigtede arbejde, der skal gøres frem mod PL i Rio 2016. Dr. Ralf Lindschulten har igen i år stået for min træningsplanlægning, fysiske tests samt højdetræningslejren umiddelbart før VM. Denne sæsons Shark RS er blevet tunet hos Race-Stuff ved Hamburg og opgraderet med kuglelejer fra Ceramicspeed. Teamkollegerne og teamchef Errol Marklein fra Team Sopur-Quickie har været uvurderlige støtter før, under og efter løbene i sæsonen, og DHIF’s sponsorer JYSK og Pressalit har via det danske paracyklinglandshold sørget for at jeg i år ikke selv skulle bruge tid på at skaffe financieringen til fly og hotel i forbindelse med VM.
Sæsonens højdepunkt er overstået, men der resterer endnu et par danske løb og sæsonens sidste internationale konkurrence ved Berlin Marathon i slutningen af September. Derefter bliver der nok et par ugers restitution og pause inden forberedelser og træning frem mod sæson 2015 går igang.
Resultat enkeltstart - Resultat road race - Galleri
Live-transmissionen fra MH4 og WH5 - crash omkring 1:39:55