Årets første løb gik over al forventning, da det ved Hamburg Marathon lykkedes at forbedre sidste års 2. plads til sejr i årets jubilæumsudgave. For 30. gang var der marathon i Hamburg, men så vidt vides var det første gang, den danske nationalmelodi blev spillet ved sejrsceremonien.

Det var med stor spænding i kroppen jeg gjorde klar til løbet. Bortset fra et par enkeltstarter tidligere i år var det første gang i denne sæson jeg skulle teste formen af  og  finde ud af om de mange træningstimer gennem vinteren havde båret frugt.

Stærkt startfelt

Der var svag vind, 12 graders varme og udsigt til let regn da jeg bakkede nedad den røde løber til min startplads i højre side af første række i det ca. 70 mand store felt. Feltet talte blandt andre viceverdensmester og holdkammerat fra Team Sopur-Quickie, Vico Merklein, Paralympisk bronzevinder fra 2012 Bernd Jeffre, belgieren Jonas van de Steene med flere topplaceringer i internationale løb i denne sæson, foruden de 3 x Michael fra Danmark, så der var nok at holde styr på.

“Hvilepulsen” da jeg lå ved startstregen var ca. 100 da startskuddet lød og feltet lagde fra land i roligt tempo omkring 35 kmt. Da vi efter et par km nåede den første stigning på Reeperbahn lagde Vico sig frem med mig på hjul. Jeg sagtnede farten en smule og gav ham dermed et lille hul han hurtigt kunne udbygge med en acceleration. Straks var feltet splittet ad, og det var kun Jeffre, Steene og jeg, der efter nogle hundrede meter kunne lukke hullet.

Jeg fik mig mast ind bag Vico igen og vi kunne gentage “kunststykket” et par gange mere over de næste 5 km. Men der var fuld fokus på Vico fra konkurrenternes side, så det lykkedes ikke at få slået afgørende hul. Vi forsøgte derfor en ny strategi, og omkring 7 kilometermærket lagde jeg mig forrest i gruppen med Vico på hjul. Han lod mig roligt få et forspring, og før Steene og Jeffre i 3. og 4. position så hvad der var sket havde jeg 20-30 meters forspring.

Selvmordsmission eller kalkuleret risiko?

Med 34 km til mål lignede det en selvmordsmission, men det gav god mening at sende mig i udbrud, mens Vico kunne lægge sig på hjul og lade konkurrenterne bruge deres kræfter på at køre mig ind. Jeg holdt øje med spejlet, og hurtigt mistede jeg forfølgerne af syne. Kun på de længste lige stykker kunne jeg skimte dem.

Omkring 15 kilometermærket kom en følgebil op til mig og co-driveren viste mig et skilt med en tidsforskel på 1 minut og 29 sekunder. Han råbte: “de kan ikke finde ud at arbejde sammen bagved” så jeg skulle bare klemme på. Det gav god moral, og selvom pulsen havde ligget konstant over 180 og mælkesyren begyndte at hobe sig op i armene forsøgte jeg at sætte tempoet lidt op.

All or nothing

Det begyndte at regne en smule, hvilket tog noget af udsynet, og gjorde det lidt mere spændende i kurverne, men jeg oversatsede ikke og åd kilometer efter kilometer. Omkring halvvejs fik jeg endnu en mellemtid: 35 sekunders forspring. Det så ud til at forfølgerne var ved at finde ind i et samarbejde. Eller måske at jeg var ved at blive træt, og min udflugt var ved at være ovre. Jeg konstaterede at der kun var to valg. 0% eller 100%. Enten skulle jeg lade mig falde tilbage, eller også skulle jeg satse alt på at holde forspringet. Jeg valgte det sidste. Jeg tænkte at for hver kilometer jeg lå i udbrud kunne Vico ligge på hjul og spare kræfter til spurten. Sejr til holdet var det eneste, der talte.

Jeg havde holdt en del øje med spejlet, selvom det var flere kilometer siden jeg sidst havde kunnet skimte forfølgerne. Jeg vendte fokus 100% fremad. Klappede spejlet ned for at spare en lille bitte smule vindmodstand. Virkningen var nok større mentalt end det jeg reelt sparede ved det. Til gengæld betød det at jeg kun skulle fokusere på at se fremad og holde mit tempo. De sidste 20 km fik jeg ikke flere mellemtider fra følgebilen, så jeg havde ingen ide om hvor stort forspringet var. Om jeg øgede eller om de halede ind.

Var det umulige muligt?

Da jeg nåede 40 kilometermærket begyndte jeg at tro på det. Indtil dette tidspunkt havde jeg kørt for at køre holdkammeraten i position til spurten. Nu føltes sejren pludselig indenfor rækkevidde. En brusende fornemmelse skyllede gennem kroppen da det gik op for mig at jeg var tæt på at opnå mit største resultat i handbiking nogensinde. Det fik mig næsten til at glemme at kroppen var ved at være tømt for energi, at armene blev tungere og tungere og at det gjorde ondt i brystet når jeg trak vejret. Men belært af tidligere lige-ved-og-næsten-oplevelser tvang jeg mig selv til at holde fokus de sidste 2 km. Det er som bekendt ikke ovre før en hvis kvinde har sunget.

Jeg havde hele tiden fornemmelsen af at forfølgerne var lige bag mig og kunne indhente mig hvad øjeblik det skulle være. Jeg lukkede op for de sidste sluser da jeg kørte gennem porten til sidste kilometer. De sidste hundreder af meter føltes som en evighed. Jeg holdt fortsat presset. Selv da jeg kom ind på den røde løber, der dækkede asfalten de sidste hundrede meter. Først et par meter før stregen kunne jeg endelig række armene i vejret og råbe “JAAADAAA” så det vistnok kunne høres af forfølgerne, som viste sig at være gået ned i tempo de sidste kilometer af løbet og lå knap 4 minutter efter mig. Jeg kom i mål i tiden 1.06.11, svarende til 38,25 kmt i gennemsnit. Mere end tilfredsstillende i betragtning af at jeg havde kørt 34 km alene.

Perfekt dag for Team Sopur-Quickie

Vico tog “som planlagt” spurten om 2. pladsen og Christiane Reppe vandt i dame-rækken, så det blev en perfekt dag for Team Sopur-Quickie. For mig personligt var det en helt fantastisk dag, og mit hidtil bedste resultat i et internationalt løb af denne størrelse. En smule forårsregn i Nordtyskland betød intet for den udsigt man kan betragte fra toppen af podiet mens nationalmelodien lyder fra højttalerene. De få minutter det tager er det hele værd. Samtidig var det fedt at opleve støtte og opbakning fra alle de andre danskere, der som deltagere eller tilskuere næsten fik det til at føles som hjemmebane.

Det bedste materiel, støtte, opbakning og øknomiske muligheder til at rejse efter løb og træningslejre er nødvendigt for at nå resultater. Derfor endnu engang tak til G2, Sunrise Medical, Wellspect HealthCare, Dr. Ralf Lindschulten, Race-Stuff, Ceramicspeed, Team Sopur-Quickie, DHIF’s sponsorer JYSK og Pressalit samt Dansk Håndcykelklub

Resultat